Søndag, den 15. november 2009.
Take off i DAG! - endelig kom dagen og vi er ret spændte og glæder os helt vildt!

Selv om det blev sent i aftes inden vi faldt om i dynerne, så vågnede vi forholdsvis tidligt. Nu ser vi, hvordan det kommer til at gå, specielt for Anna, for det bliver en lang dag.

Der er afgang fra Aalborg lufthavn kl. 17.35 og efter en mellemlanding i Kastrup starter vi kl. 21.05 mod Beijing. Der er der ankomst kl. 13.00 lokal tid, så vi satser på, at vi får sovet lidt i flyet.

Jeg ville have checket os ind i aftes, så vi havde nogle finde sæder, men det var ikke muligt - øv! check ind billetten indeholdt Andreas og ikke mor og det var jo helt forkert. Heidigvis kunne jeg se billetten i deres bookingsystem og der var det hele rigtigt, så hvorfor det ikke var korrekt på indcheckingen, ved jeg ikke.

Moster vil bage nogen boller og give en kop kaffe, når hun kommer og siger farvel i lufthavnen, - så får vi da lige lejlighed til at sige ordentligt farvel til hende også.

Vi må videre, vi skal til brunch hos Kirsten og Steen her i formiddag og så hjem og stoppe toiletsagerne i kufferteren.

Næste hilsen er fra Beijing... 😀


Tirsdag d. 17. November 2009

Så er det morgen/formiddag i Beijing og vi har alle været nede og få et fuldstændigt overdådigt morgenmåltid.

Vi havde en god tur herover. Anna og Bendt fik sovet lidt i flyveren (heldigvis), hvorimod mor og jeg næsten ikke lukkede et øje. Men ellers gik alt som planlagt og vi landede i lufthavnen, hvor vi blev modtaget af Jason, som er AC´s kinesiske samarbejdspartner her i Beijing. Vi havde også Jason som guide, sidst vi var her - så det var et hyggeligt gensyn.

Stort set samtidig med ankomsten til hotellet, kom Anne-Marie (AC medarbejder her i Kina) for at holde informationsmøde med os og vi fik en god snak. Hun har boet herude i 15-16 år, taler perfekt kinesisk (ifølge Jason ;0)) og kender selvfølgelig alle de gode steder. Hun havde ikke nyt at berette om Xian og modtagelsen af Andreas, men forventede at få nogle flere oplysninger i løbet af de næste par dage. Det betyder, at det endnu ikke er helt besluttet, hvorvidt vi modtager Andreas på hotellet eller på CAB kontoret. Vi blev enige om, at såfremt det skulle foregå på hotellet, så ville vi gerne modtage ham i et  mødelokale. Årsagen til, at vi ikke ønsker, det skal foregå på værelset er, at hvis det for Andreas skulle gå hen og blive en voldsom oplevelse, så vil han ikke efterfølgende forbinde vores hotelværelset med noget ubehageligt.

JETLAG: Denne gang var turen hård ved os. Vi sov kun lidt i flyveren. - Tidligt i seng . Anna vågnede kl 02 i nat og var vågen i 4 timer. Charlotte og jeg skiftedes til at være "vågne". Vi sov derfor længe og nåede akkurat morgenmaden på hotellet. Svigermor var vågen kl 02 i nat og stod op. Det bliver en lang dag......

ANNA OG KINESERNE: Anna tager alle med  storm. Hun smiler til dem og siger på perfekt kinesisk NI HAO. De er solgte. Hun har allerede lært at sige "goodmorning". (Det siger det kinesiske personale)

Nå. Familien (Charlotte og Svigermor) var klare til at powershoppe : "Beijing here we come". Bendt og Anna følger med efter bedste evne.

5 timer i Pearlmarked og efterfølgende besøg i Toymarked - skøøønt! allerede dejlige ting i poserne, - dog må det beste for Annas vedkommende være en Nintendo (det var fuldstændig umuligt at gemme den til jul, for hun så jo den lyserøde ting, med det samme)... men, billigt det var den. Charlotte er en hård kvinde til at prutte om priserne og vi fik den til en pris, som vi absolut kan være tilfredse med😀😀😀

Til aften skulle det være Peking And og eet af de bedste steder i Beijing er faktisk beliggende i vores område. Vi fik (på kinesisk vis) 3 forskellige retter og det smagte super skønt. Endnu en dejlig aften i Beijing og nu er der kun 4 dage til Andreas.

I morgen går turen til Muren allerede kl. 07.30 fra hotellet, så vi skal alle voldsomt tidligt op.

Onsdag d. 18

(BA)- skriver)Så er det onsdag meget tidligt om  morgenen, klart vejr med sol(gennem smog) men koldt. Vi steg forventningsfulde ind i den lille bus, hvor der allerede var en; japaner, en kineser, en tysker og en inder. Programmet var en tur til Den Kinesiske Mur krydret med en smuttur til en af Ming kejsernes gravpladser.

Muren: Vi havde glædet os til at vise Mormor muren "oppefra". Dét skulle dog vise sig at være lettere sagt end gjort. Det var nemlig et andet sted end der, hvor vi var sidst. Ingen lift. Halvvejs oppe måtte vi vende om. Benene holdt ikke til det. Men på Muren. Det var vi! Vel nede igen, indtog vi en velfortjent kop kaffe. PS. Barak Obama havde iøvrigt 1,5 time tidligere været på nøjagtigt samme sted på muren.

Nu var vi en lille tur på Jadefabrik og museum: Vi lærte, hvordan vi kan kende forskel på ægte og på falsk jade. Vi så hvordan, kineserne i forskellige processer forarbejdede jaden til smukke ting, små og store - kæmpestore. Afsat tid til indkøb...hmmmm.

Afsted til Ming-gravene: Der er 13 gravkomplekser ialt hvoraf 3 er åbne for offentligheden. Det er bygget op som Den Forbudte by: Man skal over vand for at komme ind til selve komplekset og i  baggrunden er bjergene. Et smukt sted at hvile til evig tid.

Så skulle vi afsted til frokost. Vi indtog forkosten i et separat lokale på et turist-traktørstd. - Forøvrigt en velsmagende traditionel middag med mange retter og ris mm. Så var der, sjovt nok, indlagt en lille indkøbsmulighed i en tilstødende forretning. Ok med mig, for nu skulle vi jo vende næsen hjemd til Beijing. Troede jeg.

Men NU skulle det hele først begynde: Der var indlagt et sandt marathon af salgsbesøg i bedste"Endagstur til grænsen med bus og købe ind-liige et kort tæppe-demo og så hjem"-stil.

Hold nu fast!

Besøg på en "Silkefabrik". Anna og jeg blev i bussen og snuppede en lille lur. Mor og mormor trissede ind til et interessant fordrag med indlagt indkøbsmulighed....

Jeg vågnede ved, at de kom tilbage i bussen. - Alt for hurtigt efter min mening. Søvndrukken og sagesløs blev jeg nu efter 500 meters kørsel hevet ind i en thebutik, hvor vi fik gennemgået og smagt 4 slags the. Det smagte sådan set ikke rigtigt af noget(Skinner det igennem her, at jeg ikke er den store the-drikker?). Efter en indlag shoppetur😮 gik turen ned til det olympiske stadion. "YES nu skal der billeder i kassen der kan få dem derhjemme til at måbe!" Tænkte jeg og sikrede mig at samtlige kameraer var skarpladte.....

Klogere? Ja det blev jeg - Skuffet NAAAH- Det vil jeg ikke sige. Sightseeingen i min fantasi var blevet skiftet ud med et besøg i et mindre baglokale på stadion, hvor vi fik fortalt om  fodbadet og massagen af sammes fortræffeligheder. FEDT - Fødderne trængte virkelig til lidt massage. -  Så må dem derhjemme nøjes med de andre billeder.

Det var rart og så var det gratis.Og så er der endnu et plus:  Mens man sidder tilbagelænet i en stol med en ung kineser, der har godt fat i de ømme fødder, kan man jo ikke gå rundt og shoppe 🙂 Her må jeg tilstå at jeg endnu engang blev klogere. Hvis ikke bjerget kan komme til Muhammed så må Muhammed komme til bjerget. Ergo: Der blev fikst introduceret et par Tibetanske masters og professorer, der tilfældigvis,- den dag var i byen til en kongres. De ville kigge i hænderne til de, der ønskede det og fortælle vores helbredstilstand. Gratis - selvfølgelig. Os, der meldte os blev hurtigt erklæret dødssyge- eller næsten. Et var sikkert: Vi ville alle dø - Se DET kom bag på mig. Vi kunne dog udskyde det, hvis vi ville købe noget Tibetansk medicin(Her var det Charlotte den eneste, der var vågen: AHHHH, Det er det, de vil sælge, sagde hun højt på dansk). Beløbene gik fra 600 RMB til 50.000 RMB. De, der så rigest ud fik det største beløb. Mit beløb var det laveste. Hvad dælan bilder de sig ind! Sådan en lille opkompling af en kineser, der med et karate trick helbredte mig 50%. Det skal nu ellers lige siges, at han sin lave statur til trods virkede meget imponerende, da han i et tilstødende lokale: Ca 152 centimeter høj, ulasteligt kældt i mørkeblåt jakkesæt, med matchende briller og frisure. pegede på min bare mave med en knyttet næve og dirrede i hele kroppen af koncentration i flere minutter, hvorefter han højt råbte USSS- (Kinesisk kampråb). Han vendte sig om og tog et håndklæde. Om han tørrede sig eller bare forsøgte at skjule et grin opdagede jeg ikke. 

Tilbage hos de andre fandt jeg ud af, at der heller ikke her havde været noget salg. Da det gik op for kineserne, at der heller ikke ville blive noget salg, forsvandt de hurtigt.

Endelig gik turen tibage til hotellet. - Vi fik mest for pengene, da vi var de sidste, der blev sat af.....

Guiden, den lille oppotunist, havde den frækhed at spørge mig om vi dagen efter ville med til Den Forbudte by  og Sommer paladset.... Magen til mangel på situationsfornemmelse skal man sgu lede længe efter. NEJ var mit svar - Uden at tøve eller fortrække en mine..."Mig skulle ikke narre én gang til" Tænkte jeg. Jeg sagde ikke noget om det til Mormor og Charlotte. Tænk nu, hvis de var blevet "afhængige....

Charlotte og Mormor var enige om at, det havde været en fantastisk dag og at vi ikke selv havde kunnet finde på at lave sådant et program. JEG var enig i det sidste.....

Torsdag d. 19 november

(BA skriver)Planen var i dag at besøge Tempel of Heaven og Den fobudte By. Den Nintendo, vi købte til Anna satte dog en stopper for templet. Den ene skærm var efter ca ½ times brug gå i stykker. Forstået på den måde, at der var kommet en lille sort plet. Hvordan ville de pokkers plattenslagere nu reagere. Allieret os med en ven på telefonen(den danske rep som for øvrigt havde anbefalet den bod, hvor vi købte Nintendo-spillet) og kampklar drog vi fra morgenstunden ind til Toy-market
. Henvendte os til den unge ekspedient, som havde solgt os den 2 dage tidligere.

Med et smil konstateredede hun, at den godt nok var i udu. Vi fik - uden det mindste brok - en spritny. Godt nok i en anden farve.

Overraskede og glade(Ikke mindst Anna) Hentedde vi Mormor, der havde benyttet sig af mukligheden for endnu et shopping raid i Pearl marked, som ligger lige ved siden af tog vi nu en taxi til Den Forbudte by.

Inden vi gik ind skulle vi lige sidde og have en kop kaffe. Mens vi sluprede skoldhed Americano - Expresso i os ville Anna lege lidt med sin nye Nintendo. - Det er jo en af fordelene ved den: Lille og smart. Den larmer ikke og den holder en unge i skak mens de vokse hygger sig 🙂

Far skulle naturligvis sætte den op.(Som jeg havde gjort 2 dage tidligere med den anden) Jeg fik valgt det rigtige spil- indstillet kæledyrene med "Pinden" Anna legede i ca 10 minutter. Slukkede den. Satans nu var der osse en plet på den ! Sådan nogle bolvætks-matroser platugler og social demokrater... Nu skulle jeg...

Efter en rum tid i Den Forbudte By(Herom senere) Vendte vi tilbage til Toymarked. Mormor og Charlotte ville bytte en taske som Mormor havde købt om morgenen og efter ½ minutsbrug var gået i stykker. Så Anna og jeg gik endnu en gang i Toy-market.

Tilbage i shoppen: "Hello its me again" fik jeg fremstammet på et perfekt skole-engelsk. Hun blev sgu glad for at se mig, gjorde hun ! (Hun var i færd med at sælge en magen til til en intetanende turist. Det har nok lagt en dæmper på hende)

Jeg fortalte at den nye også var i stykker på samme måde. Da jeg ville vise hende den, var der ikke noget at se. HRMPF. "Det må være når den bliver varm" sagde jeg. Startede dyret og gik i gang, med Anna klemt inde mellem mine ben. (Det eneste der manglede var atr Anna skulle smutte alene ud i det store Toy-market på eventyr). Lave de samme ting, som jeg havde lavet nede kaffebaren tidligere på dagen. SÅ kom der en plet!

Stolt og sejrsikkert rakte jeg den til ekspedienten HER- SE SELV . Den er god nok. Den er dårlig....

Her var det så ekspedienten, som havde iagttaget min febrilske trykken på skærmene,  oplyste mig om, at kun den ene skærm var trykfølsom. OG at den ande(Som tilfældigvis var den, der var beskadiget) ikke kunne holde til at blive trykket på......😮  Det var altså far, der havde ødelagt den.....DOOH!(Homer Simpson-udtryk)

Så jeg måtte tage min lettere beskadigede Nintendo med hjem - TROEDE Jeg. Jeg fik sgu en ny. Overrasket over den udviste service, gik jeg glad tilbage til Mormor og Charlotte.

Turen til Den Forbudte By:
Den må vente til i morgen. Klokken herude er 01.45 og sengen kalder...

Badetur med Anna
Det var med stor forventning at jeg med Anna i hånden gik ned i receptionen og spurgte om badeland. Nu skulle der leges! Anna havde tidligere vist sig rædselsslagen for vand. Receptionisten viste os hen til en trappe ned i kælderen. Der var en del byggerod. Pyt med det. Anna og jeg er jo ikke sarte. Ind og klæde om. Så vidt jeg kunne se, var der kun et lokale, man kunne klæde om i. Jeg er ikke den generte type så af med kludene og i bade tøj. (Med den gennemsnitsstørrelse kineserne har, burde jeg heller ikke have MINDRE - værds- komplekser). Vi blev dog ikke forstyrret. Ind i svømmehallen med os. Badelandet var et 25 mtr langt bassin, som den aften blev brugt af den lokale junior svømmeklub. Jeg fik lov at låne et korkbælte af klubben til Anna, og lokkede hende i. Det blev til en time, hvor Anna stille og roligt blev mere og mere dus med vandet og tilliden mellem os fik et kæmpeboost i den rigtige retning. FEDT. Jeg må sige, at tiden i vandet er noget af den bedste tid, man kan forestille sig med sit barn. Det skal vi dyrke mere, når vi kommer hjem.

20. november

Dagens program: Nogen har måske allerede gættet det: SHOPPING. Vi havde aftalt at besøge det berømte Silkemarked. Der gik afdskillige timer med at shoppe og prutte. (Pigerne shoppede og jeg pruttede 😀) Nej nej. Misforstå mig nu ikke. Det er simpelthen konceptet. De siger en pris, der er LAANGT over det ,de vil sælge varen for. Kunden siger så en pris der er langt under den pris, han forventer at få den for. Alt efter hvor dygtig sælger og kunde er, bliver der en handel ud af det. Det er ALTID sælger, der vinder. Ellers ville de jo ikke sælge.

Sælgerne lokker kunder ind i deres lille salgsbox. Looki looki. Billi Billi. You my friend og Cheaper price er nogle af de standardfraser, der bruges. Ret hurtigt blev det åbenbart for salgspigene, at jeg ikke var et "offer" Jeg gik rundt med Anna i klapvogn og hyggede mig og sang en lille sang. Mange ville røre Anna. Det fik de nu ikke lov til. Hvis ikke jeg fik dem verfet væk klarede Anna det selv til UG. Mange af ekspedienterne spurgte om Anna. De var åbentlyst, og udtalt meget glade for mig, at jeg havde adopteret en af deres.

Charlotte gik ret nøgternt til værks. Hun vidste hvad hun ville have og hvad hun ville give "She a tough woman" var der flere af ekspedienterne, der sagde til mig i håb om forståelse fra min side. Der var nu ikke meget at hente. Jeg er jo gift med hende 🙂

Mormor derimod var i den 7.ende SHOPPE-himmel. Der blev virkelig shoppet igennem. Uden at røbe, hvad der blev købt, kan jeg sige at familien kan glæde sig til super julegaver den kommende Jul. Heldigvis købte hun den nødvendige kuffert. Så kunne vi transportere de mange plastposer hjem på en nem måde.

Rimeligt tidligt tilbage på hotellet blev Anna og jeg enige om at vi da kunne snuppe en tur i svømme pulen som Anna kaldte den. Det var samme dejlige oplevelse som i går.

Aftensmad Vi spiste på en japansk restaurant. Det blev en smagsoplevelse på godt og ondt. Der var virkeligt noget at vælge imellem.

Vi er nu ved at pakke til rejsen i morgen. Det har været nogle dejlige dage i Beijing, selvom om jetlaggen ikke helt har sluppet sit tag i os endnu. Vi glæder os til turen i morgen og til sceneskiftet.


Xian, lørdag den 21. november 2009.
Tidligt oppe igen (kl. 05.50  - skrevet af Charlotte, hvis nogen skulle være i tvivl), dejlig morgenmad igen og så er vi bare så klare til at rejse til Xian - en flyvetur på ca. 1,5 time.

Vi mødtes med Jason i receptionen kl. 08.00, fik hentet bagagen og opmagasineret de ting, som vi ikke behøvede at tage med til Xian. Det er ren luksus at have en guide med os hele tiden - vi går blot igennem alt og Jason sørger for, at vi kommer på det rette fly, - sådan, det kan anbefales.

Xian er den gamle "vesthovedstad" i Kina og med 8 mio. indbyggere og næsten mere forurening i luften end i Beijing, så føler vi egentlig, at vi er kommet lidt på landet - hvis man kan tillade sig at sige det. Vi bor på et 5 stjernet Shearaton, dog med meget mindre værelser, men med connecting rooms mellem mormor og os, hvilket er super dejligt.

Vi fik handlet i det lokale supermarked og fik provianteret til et par dage. Det lykkedes os også at finde de ting, som vi manglede til lillebror, så alt er klar til i morgen.

AC havde anbefalet os at se terrakottakrigerne lørdag, men det var vi alt for trætte til. Vores lokale guide her, Sherry, mente heller ikke, at det skulle være lørdag, for det indgik, som en del af hendes program med os for den kommende uge... (Ja, se det vidste vi ikke, men man kan jo blive positivt overrasket, så længe det ikke er endnu en tur "til Otto Duborg").

Vi valgte at slappe af på værelset, den del, der var tilbage af lørdag og så spise vi en super dejlig middag på eet af hotellets restauranter om aftenen. Selv mormor fik noget mad, så vi var alle meget glade. Anna, det lille pus, var bare træt, og faldt i søvn, mens vi spise - vi har dog også haft en rigtig lang dag

Bendt og jeg spottede, at der i baren var levende underholdning af filipinske musikere og det måtte vi bestemt opleve. Heldigvis ville mormor gerne passe Anna og vi fik en aften, hvor vi hyggede os med fancy cocktails og europæisk popmusik, leveret af 2 sangerinder og 1 keyboardbokser - alle fra Filipinien - need we say more...😲

Søndag, den 22. november - ANDREAS DAG!!!
Nu er det endelig  blevet Andreas dag!!! Vi stimlede alle ned til morgenmaden (som iøvrigt var omend endnu bedre end i Beijing), skulle have købt de ting, vi glemte i går (havregryn, gaver til plejerne på børnehjemmet m.v.)  forventningerne til eftermiddagen er store og vi glæder os helt vildt.

Ved 2-tiden kom Anne-Marie fra AC og vi fik lige en snak om, hvilke spørgsmål vi ønskede at stille personalet fra børnehjemmet - så fik vi det gennmegået.

Ved 15-30-tiden stimlede vi igen alle ned i bussen og var på vej til CAB kontoret (adoptionskontoret her i Kina).

SÅDAN: KL. 16.25 - SÅ VI HAM!!! vi stod sammen med en masse andre familier på en gang udenfor elevatoren. Een familie havde allerede fået deres barn og forsøgte at få kontakt. En anden familie ventede sammen med os på at få et lille barn. Så blev vi kaldt ned på et kontor, troede vi - men nej! vi stod på gangen og ud kom først en lille dreng komme ud, nej, det var ikke Andreas - men der kom han så - vi kunne slet ikke kende ham fra billederne, han var så lille bitte! Anna var helt fantastisk og fik straks kontakt med ham. Jeg forsøgte at tage ham op og så græd han, det lille pus. Her var Anna igen redninsplanken og fik ham dysset ned igen og det var faktisk den gråd, som han havde - nemt (indtil videre) må vi sige.

Så  blev vi jaget ned til et koldt kontor, hvor vi sammen med de andre nybagte forældre havde mulighed for at stille spørgsmål til personalet fra børnehjemmet. Andreas var egentlig helt rolig - meget observerende, interesseret i os alle og bestemt ikke urolig. Lige ved siden af os, havde en familie fået en lille pige, som var total skrigende og bange, det var faktisk lidt hårdt at se på.

Vi fik stillet vores spørgsmål med stor hjælp fra Anne-Marie, som kunne translatere alle spørgsmål - det var rigtig godt. Vi fik det helt optaget, så vi har de informationer, når vi kommer hjem også. Så fik vi overdraget gaverne til hhv. direktør, plejer og børnene på plejehjemmet - de så vældig tilfredse ud, så det håber vi, at de er...

Vi fik faktisk også gaver af børnehjemmet. En pose med jord fra Baoji, hvor han kommer fra. Et fotoalbum med billeder af ham hver måned, tilbage fra hans første tid på børnehjemmet - den er vi meget glade for. Et forklædelignende stykke stof, som sikkert betyder et eller andet, det skal vi lige have fundet ud af...

Så tilbage i bussen med lillemand - som bare fulgte med - stadig meget opmærksom på Anna og interesseret i, hvad vi alle foretog os. Det var helt utroligt - ingen problemer i det. Så skulle der tages billeder til adoptionsbeviset af Bendt, Andreas og jeg samt pasfotos af Andreas og så tilbage på hotellet, hvor vi bare har hygget, åbnet gaver, leget, skiftet Andreas og givet ham noget andet tøj på (der var kun 2 lag tøj, men kors, hvor var det varmt).

Sherry, vores kinesiske lokale guide her i Xian tog med op på værelset, for hun ville gerne, at vi fik ordnet en masse papirer allerede søndag - så slap vi for at gøre en masse på CAB kontoret i morgen, sagde hun. Egentlig havde hun lørdag, sagt til os, at vi søndag ikke skulle lave noget som helst andet, end at modtage Andreas - men, det skulle vise sig anderledes. Jeg (Charlotte) skulle så udfylde div. papirer og svare på, ja nøjagtig de samme spørgsmål, som vi havde besvaret tidligere i vores papirer til Kina i først og anden omgang... Det var ærlig talt lidt frustrerende for opmærksomheden overfor børnene måtte vente til, at hun var gået igen.

Den lille mand stavrer rundt på sine små fusser og syntes, at det er evig sjovt at lege med Anna, se sig selv i spejlet, trampe lidt på gulvet i hans nye sko og ellers bare undersøge alting. Vi er fuldstændig forbløffede over, hvor nemt det er indtil videre.

Vi spiste i restauranten her på hotellet igen alle 5 sammen med Anne-Marie og fik igen super duper dejlig mad. Andreas faldt i søvn i armene på Bendt inden vi fik maden serveret og heldigvis havde vi købt en klapvogn, så han kunne sove i fred og ro.

Vel ankommet til værelset her igen, skulle han naturligvis lige have nattøj på og så vågnede ham... han ligger nu bare og kigger (og det har han nu gjort i 1,5 time) - og vil slet ikke rigtig falde i søvn igen - måske er det nu, at det rigtigt er gået op for ham, at der er startet et nyt liv?

Klokken er nu 00.30 og vi skal sørme igen-igen tidligt op og møde på CAB kontoret kl. tidlig. Så nu er det nat-nat fra en meget meget glad familie på 4 (5) her fra Xian.


Mandag, den 23. november 2009

KÆRE ALLESAMMEN!!!

Tusind tusind tak for alle jeres kærlige hilsener her på hjemmesiden, på sms og på mail - det er helt overvældende!!!

Det er dejligt at vide, at I alle følger med og deler vores glæde. Det er jo unægteligt lidt anderledes at modtage et barn på den anden side af kloden...

Og ja, han ser dejlig ud og han er bare dejlig😀
Han er helt med på alle tangenter! hans øjne er vågne, interesserede, nysgerrige og smilet bryder frem, specielt når Anna begynder at grine og tager ham i hånden og er lidt vild...det syntes han er helt fantastisk (vi fik faktisk også at vide af plejeren, at han er lidt vild - det har vi ikke set endnu, men det kommer nok...)

Han har et charmerende stort grin, som afslører en masse fine store tænder 😀 og vi må sige, at bulen ser rigtig fin ud. Vi tror ikke, at den har/vil få nogen indflydelse på hans udvikling og muligvis skal der gøres noget ved den - muligvis ikke, det kan vi naturligvis ikke vurdere, men som vi ser den nu, så er den ikke på nogen måder fremtrædende og vil "forsvinde" endnu mere, når håret får lov at vokse lidt mere ud.


I dag var vi igen voldsomt tidligt oppe og skulle afsted til adoptionskontoret, hvor vi skulle udfylde adoptionspapirerne igen og skrive under på en masse ting. Igen op til det samme kolde kontor, hvor vi havde været søndag - her mødte vi de samme familier, som vi havde set dagen før og det var meget dejligt at se, at børnene var faldet til ro og virkede glade og smilende.

Anna havde om søndagen givet den lille sprigende pige en kiks og da hun ikke ville have den, havde moderen modtaget den på datterens vegne - det udløste endnu en kiks fra Anna, - denne gang til faderen, som meget fornøjeligt spise kiksen. Den lille pige fik alligevel kiksen lidt senere og da vi mødte familien igen mandag, var moderen henne ved Anna og takke hende for omsorg i går: "du var meget sød ved vores lille pige i går og du bliver da en fantastisk storesøster". Herom ingen tvivl, men jeg kunne naturligvis korrigere og fortælle, at hun allerede var en fantastisk storesøster😀 - så fik både pigen, moderen og faderen igen en kiks af Anna, til stor fornøjelse for dem alle på kontoret - hun er da bare sød!

Papirerne blev udfyldt med underskrifter, vi fik lavet fingerprint og fodprint på papirerne 🤩, tjekket alle oplysninger, Anne-Marie fik betalt alle pengene til børnehjemmet og så pludselig var vi færdige og NU ER ANDREAS OFFICIELT VORES!

Så tilbage til hotellet, hvor vi fik et par timer, inden vi igen skulle tilbage til CAB kontoret for at hente de færdige papirer med billeder og originale stempler.

Mormor, Anna, Andreas og jeg nåede lige en lækker frokost på hotellet, mens Bendt fik en lille lur. Mormor blev på hotellet, mens vi susede ud i bussen igen for at ordne de sidste ting, herunder politikontoret, hvor vi skal have lavet et pas til Andreas.

Så vel ankommet tilbage til hotellet, aftalte vi med Anne-Marie, at vi skulle mødes på værelset og nyde nogle kinesiske specialiteter, som hun havde medbragt, inden vi så spiste middag på en anden af hotellets restauranter. Det var sjovt (mest for mormor og mig - Kirsten, du ville også have elsket kineserierne...) kinesisk snaps og dertil tørrede blommer henkogt og dyppet i "et eller andet" - det smagte forfærdeligt 1. gang - 2. gang bedre... - 3. gang var det faktisk rigtig godt 😉, det var i hvert fald interessant at prøve. Vi fik en skøn-skøn kinesisk/indisk/indonesisk buffet her på hotellet og nød virkelig aftenen alle 6.

Andreas smagte på en masse forskellige ting og spise alt med største velbehag!!! fantastisk. Anna og Andreas sag i hver sin babystol og den lille mand kiggede med stor beundring på sin storesøster og kopierede hendes mindste bevægelse - han er naturligvis solgt! - ser allerede op til sin storesøster og hun kan virkelig få ham til at grine. 

Og her var det så, at vi besluttede, at vi ikke ville have noget program tirsdag. Alle dage efter ankomsten her til Xian har været ganske overvældende - vi har suset rundt til dit og dat og slet ikke haft lejlighed til blot at "være familie", lege og lære den lille mand at kende. Alle er trætte og lettere adfærdsvanskelige, så en fridag vil gøre alle godt.

I selve turen herude, fandt vi ud af, at vi også har 2 dages sightseeing inkluderet i rejsen. Det betyder, at vi selv kan vælge, hvor vi gerne vil have bussen til at køre os hen og samtidig har vi vores lokale guide, Sherry med til at fortælle os om den fantastiske historie, som området her er kendt for.

Anne-Marie har arbejdet hårdt for at sikre os et besøg på børnehjemmet i Baoji. Vi havde fået besked på, at vi ikke kunne komme indenfor og se rummene og børnene, men vi ville gerne tage dertil alligevel. Vi håbede så på, at nogle ansatte fra børnehjemmet ville tage vores videokamera med rundt på hjemmet og fortælle lidt om, hvor Andreas har sovet, leget osv. Dernæst var det godt, om vi kunne se omgivelserne også - bare, så havde lidt mere om Andreas´ historie inden han blev en del af vores familie. Vi var jo ret heldige, at vi fik lov til at besøge Annas børnehjem og der er ingen tvivl om, at hun bliver glad for det, når hun bliver større. Det samme vil vi gerne have gjort med Andreas, men det bliver så det næstbedste. Det lykkedes nemlig Anne-Marie at sikre os lov til at besøge området og få en aftale med direktøren, som ville sørge for at vi kunne få lidt film med hjem derudefra. Skønt! Vi får lov til at være der i ca. ½ time - men det er jo bedre end ingenting og det bliver så i morgen, onsdag, hvor Sherry og busser tager os til Baoji. Det skulle være en tur på 2-3 timer hver vej.

Torsdag, er planen så, at vi skal se Terrakottakrigerne - og det glæder vi os meget til. Fredag er det den indre by, bymuren og museet her i byen, som skulle være helt fantastisk. Om vi formår at komme på cykel på muren, Karen - det ved vi ikke, men vi har hørt, at det skulle være en kæmpe oplevelse, så vi prøver, om det ikke skulle lykkes.

Mormor måtte gå meget tidligt i seng, hun var bare så træt, Bendt tog Anna med op, så Anne-Marie og jeg sad og snakkede til langt over midnat, mens lille Andreas blot lå og sov i sin klapvogn.


Tirsdag, den 24. november 2009.

Da vi planlagde ugens program i går, blev vi enige om at tage en dag uden planlagte ture.

Efter 1½ uge med et hektisk program, var det lige hvad familien trængte til. Første uge var det shopping og turist i Beijing. Denne uge er det hele ”showet” med at få knyttet Andreas og os sammen. Både personligt men især også papirmæssigt.

Så vi sov længe. Dvs indtil kl. 08.00 - Op med tropperne og ned og spise morgenmad inden de lukkede kl. 10.00. Der er for øvrigt også på dette hotel en overdådig morgen buffet.

Anna og jeg blev enige om at smutte op og kigge på badefacilliteterne JDet var en stor fornøjelse. Anna er nu blevet så dus med det våde element, at hun nu selv kan svømme(Med badering). Hun har allerede de rigtige ben bevægelser, så hun skal nok blive en god svømmer med tiden. Det skal hun nok få glæde af når vi skal være i Blokhus om sommeren.

Efter turen i badelandet smuttede Anna og jeg ned i caféen og fik et par sandwich til frokost. En med laks og en med kylling. Lækkert at hygge sig et par timer sammen – kun Anna og jeg.

Mens vi var i badeland gik Charlotte en tur med Andreas og vores danske guide, - Anne Marie. Hun er meget snakkesalig og hun nyder åbenlyst, at der er danskere at snakke med. Hun swinger i hvert fald i samme takt som os. - Smilende og udadvendt. De to hygger sig så meget, at tiden er ved at løbe fra dem og Anne Marie ved at komme for sent til sin flyver J

Mormor brugte tiden til at skrive her på hjemmesiden. Efter 1½ time lukkede siden ned og alt det, Mormor havde skrevet, var væk. Så kunne det da også være det samme og Mormor satte sig til at se Forbrydelsen- afsnit 8.- Den er godt nok blevet spændende.

Om eftermiddagen ville Charlotte og Mormor ned og prøve nogle af de stor tilbud om personlig pleje og Wellness, der er på hotellet. De blev enige om at snuppe en gang manicure.

Se det var en rigtig god ide. Så fik farmand en time alene med børnene. YES!

Selvom vi havde været i badeland om formiddagen, ville Anne gerne i karbad med mig og lillebror. Da Andreas alligevel skulle skiftes, var det da en ok idé. Det blev dog kun Anna og Andreas, der kom i bad.

Efter badet blev der tid til at lege. Anna og jeg lærte Andreas at lave Top-dollar(Og slå i fars håndflade) High five og low five J.

Andreas har noget sprog: Glæden var stor, da han sagde DADA og smilede til mig.

Ikke mindre var glæden hos Charlotte, da Andreas modtog hende med ordet MAMA, da hun kom hjem fra manicure. Der ikke et øje tørt

Som I kan se af billederne, blev det en god oplevelse med et par gode fotos af de glade børn.

Det blev til forholdsvis tidlig aftensmad i hotellets restaurant. Her er der et varieret udvalg af retter, der indtages med velbehag.

Efter aftensmaden fik Charlotte og Mormor fodmassage til de ømme fødder. Der kom to kineserpiger op på værelset og gav den gas med deres fødder i en times tid.

Anna ligner resten af familien og vil ikke i seng. Måske er der noget, hun går glip af JMen i seng, det skal vi, da vi skal tidlig op og ud til Andreas´ børnehjem.

-TAK for en dejlig dag

ISBRYDEREN –ANNA

Anna er, som I alle ved, en rigtig glad og omsorgsfuld. Det var da også hende, der fik de første smil frem på Andreas. Hold kæft hvor ser han op til hende. Når hun griner og siger sjove lyde, så gør Andreas det også. Jeg havde forventet at Anna ville hjælpe med at få Andreas tøet op, men det er helt utroligt den virkning, det har. Tak for det, Anna.

Når det er sagt er Anna også en smule jaloux. Det giver sig udslag i at hun bliver en lille baby og opfører sig som en sådan. Det er lidt af en prøvelse men sådan er det jo nok at få mindre søskende.

Onsdag d. 25

HELT undtagelsesvis havde vi fået lov til at tage ud til børnehjemmet, hvor Andreas har tilbragt sin første levetid. Om det var takket være Anne-Marias eller vores "fedten" for chefen for provinsens adoptions kontor- Mr. Wang, ved jeg ikke. -Måske var det en kombination. Ihvertfald fik vi, til vores kinesiske guides store overraskelse, lov til at komme ud til børnehjemmet.
Vi ville ikke få lov til at komme ind, men kun til at opholde os derude og tage billeder. Vores videokamera ville komme med en medarbejder ind og han ville filme for os indendørs.

Så tidlig morgen tog vi afsted på den 3 timer lange køretur. Turen gik rigtig fin. Der var tåge hele vejen, så der var ikke meget at se på..

Da vi kom til BAOJI kunne guiden og chaufføren ikke rigtig finde det, da det var første gang de var der. Men ved at spørge sig for lykkedes det endeligt.

Det viser sig, at selveste Mr. Wang havde taget turen derud for at være sammen med os. Det var en stor ære. Da vi kommer ind i forhallen på børnehjemmet kommer plejepersonalet ud og hilser på XIAOLEI, som de kender ham som. 2 af lægerne, der havde haft med Andreas at gøre kom ogå ud og snakkede med os. Det var en POSITIV oplevelse. Andreas havde helt åbenbart haft et rigtigt godt forhold til dem. En af lægerene kunne få Andreas til at lave kysse mund med et højlydt smask ved at  sige Chiin-ga. DET tog vi selvfølgelig med os 🙂

Den medarbejder som havde kameraet med ind, var meget hjælpsom. Vi fik hans mail, og måtte love at sende nogle billeder af Andreas som tiden går.

På dette børnehjem var der, hvad der synes som, en oprigtig og varm interesse i børnenes ve og vel,-  ikke kun mens de har været derude, men også bagefter i det fremmede.

Vi var derude en  3 kvarters tid. Fulde af indtryk kørte vi tilbage mod XIAN. På turen blev der til til at snuppe en lille lur. Dog ikke Mormor, der således var træt og gik tidligt i seng denne dag.


VI HAR EN CHAUFFØR, CHAUFFØR.......
Trafikken i Kina er MEGET anderlsedes end noget andet end vi kender til. I Italien kører de stærkt. I Tunesien kører de stærkt og sindsygt. DET er da til at forstå.

Men i Kina kører de helt anderledes. Reglen er tilsyneladende: JEG har forkørselsret. Det resulterer i at alle fletter konatant og møver sig frem helt uden hensyn til vigepligt,vognbaner, rundkørsler, fodgængere, cyklister eller for den sags skyld busser og lastbiler. De bruger hornet flittigt. - Men sjovt nok virker det. Trafikken glider. (Dog er der rush-hour i Beijing, hvor trafikken står stille i  et kvarter ad gangen på grund af regulering). Når man vover sig ud på kørebanen med barne-vogn og svigermor under armen holder de dog lidt tilbage. De kan måske se rædslen lyse ud af vore ansigter og holder tilbage af den grund.

Vores chauffør virker som en meget reel gut. Han kører ihvertfald rigtig godt (Vi har ikke følt os i livsfare i hans varetægt). Anne Marie sagde da også, at ham kunne vi være glade for. Han holder vores bus ren og er meget serviceminded. (Det er alle kinesere, Der er penge i det 😀) Han bliver hver dag, efter endt tur, behørigt aflønnet med rigelige tips.

Lidt skriblerier fra mormor
Bendt har godt nok skrevet lidt om trafikken, men det er meget værre: Det er et mareridt at krydse en gade.Man springer for livet, selv i et fodgængerfelt er man ikke fredet. Man respekterer rødt lys, bortset fra, at de gerne må dreje til højre for rødt. Det skal man altså vide, hvis man er på vej over gaden. Jeg tror ikke, de har nogen færdselsregler overhovedet. Det virker sådan.

Vores hoteller er virkelig fornemme, hele lobbyen er lavet i marmor og blankpudset granit i mange farver, ind imellem store, flotte  blomsterdekorationer (nogle er kunstige, andre friske). Utrolig mange ansatte er linede op til at byde velkommen, good morning, good afternoon, good evening eller welcome back, hvis du har gået tur. Fortsætter du mod en af restauranterne, står der igen flere personer linede op, der byder dig velkommen og viser på plads, èn er den overordnede, der taler med dig, de andre udfører ordrerne og henter det vi skal bruge. De er helt vilde med børn, kan slet ikke lade dem være, skal snakke og nusse og grine og nysse, så hver dag vrimler det omkring os, de er utrolig søde, men virker også lidt anmasende. Vi har undret os over de mange ansatte, men får så at vide, at til gengæld har de ingen arbejdsløshed, så åbenbart er det sådan, mange deles om lidt. De virker alle tilfredse, så det er formentlig et godt system.

Mht. restauranter, er der stor forskel. I Beijing er der flere forskellige, betjeningen er OK, men maden? Den første aften fik vi OK-mad, de næste dage var det forfærdeligt, og det var ikke kun min mening. Så ville Charlotte gerne prøve noget nyt, så vi ankom på en Japansk restaurant og fik anbefalet et: spis hvad du kan -  produkt. Det kunne de sagtens sige! Kun Charlotte kunne spise (hun er den eneste, der gerne vil have Sushi, jeg fik ikke fugls føde, Bendt måtte prøve sig frem, men ønskede ikke nogen gentagelse. Hver gang jeg kom ind på en restaurant, syntes jeg der stank af en modbydelig olie iblandet krydderi, som jeg i hvert fald ikke bryder mig om , i den japanske stank der af fisk. Jeg kan godt lide fisk, men bestemt ikke fiskestank.

I Xi’an var alt anderledes. Vi kom i den samme restaurant hver aften. De havde en kæmpebuffet: du kunne vælge skaldyr, få forskelligt frisk stegt, utallige kødretter og frisk kød på et fad, og det ville kokken gerne tilberede. Der var hver dag forskellige varianter, også af ris, grøntsager og kartofler. Så kom et stort ostefad, masser af dejligt forskelligt brød, og herefter kagerne (Åh, moster, du ville få store øjne!!!!) og så masser af is og frugter, pandekager og vafler. Se, det er en buffet, som vi på en uge ikke nåede at blive trætte af, og her lugtede der altså ikke af olie eller andet ubehageligt.

Tilbage i Beijing besøgte vi i aften den bedste restaurant på hotellet. Der var ikke andre end os, pigerne var linede op, det så utrolig flot ud, sikke uniformer, de er bare så flotte, 8 stk. vimsede omkring vores bord. Men maden: det var ikke heldigt. Så hvad vi finder på de sidste 2 dage, ved jeg ikke endnu, men med 2 små børn skal vi i hvert fald ikke alt for langt væk.

Denne rejse har været helt fantastisk, oplevelsen har været ubeskrivelig, men noget jeg aldrig nogen sinde vil glemme. At rejse med den glade og positive familie er fantastisk. At besøge Kina, er ubeskriveligt, det skal opleves, i hvert fald i Xi’an får man lyst til at grave og friske op i sin barndoms- og ungdomslære, nu kunne det være spændende at læse om den gamle kultur og dynastierne. MEN hovedformålet med denne rejse skal dog ikke glemmes. Det er noget af det største jeg har oplevet. At være med til den overdragelse, at følge barnet, søsteren, forældrene, jeg vil aldrig glemme det.

Tak for at I ville give mig den mulighed.

De bedste og kærligste hilsener fra en lykkelig mormor til 2.

ANDREAS

Navne på kinesisk har en speciel betydning. Jeg skal her beskrive, hvad Andreas navn betyder : Feng Xiao-Lei- Feng(Udtales FANG) betyder ikke rigtigt noget, men kan være navnet på den, der har afleveret Andreas til børnehjemmet eller direktøren for børnehjemmet. Xiao-lei er sammensat af 2  kinesiske tegn. Det første tegn, Xiao betyder solopgang og det ande, Lei betyder tordenvejr.

Helt utroligt nok passer navnet perfekt til Andreas. Lige så mild og glad, han kan være, ligeså hurtigt kan han eksplodere, hvis der er noget, der ikke passer herren. Han har i den grad temperament.

Da vi mødte Andreas, var han forståeligt nok ked af det og stille. - Anna var den første, der fik at smil af ham. ”Han har let til smil” var et af de udsagn, der var om Andreas ude fra børnehjemmet. I løbet af de første dage tøede han op og vi fandt ud af, at det i den grad passede. Han er i altså en charmetrold. Han griner og pludrer. Man kan få ham til at grine hele tiden.

Andreas var, forståeligt nok, i starten ikke meget for fysisk kontakt. Dvs, at han vendte hovedet væk, når man vil nusse ham i ansigtet. Han ville heller ikke røre ”de fremmede” i hovedet(Hive i næse og lave lyde og sådan noget) Det er meget bedre nu. Min næse er i hvert fald blevet trykket godt og grundig de sidste par dage 🙂Andreas var endvidere vant til at alt, der kom i nærheden af munden kunne spises. Lige meget om det er Mor eller Mormors hånd 😀  eller en tandbørste for den sags skyld. Jeg kan godt allerede nu forudsige, at den første tandbørste ikke holder ret længe. Jeg har dog lært Andreas at åbne munden på kommando. ( Det ser voldsommere ud på tekst, end det er)

Lærenem:  DET er han! Han kan næsten spise selv med gaffel(Lidt ubejælpeligt dog) og holde sit glas, når han drikker. Det er sgu imponerende. Derudover kan han samle sine sko op. Ikke noget særligt, skulle man tro. Men da han kom med den ene, sagde jeg til ham: ”hent lige den anden sko” HAN GJORDE DET SGU! Mormor var synligt imponeret. Jeg, på den anden side, forventede selvfølgelig, at han gjorde det J Han kan allerede lave ”High-five og Low-five”. Han er rigtig god til at efterligne lyde og grimmasser.

Sprog Andreas forstår så meget  kinesisk, som man kan forvente. Han har dog allerede fornemmet lydene af AN-NA og mama(Det hedder det samme på kinesisk) Far arbejder jeg, ligesom dengang med Anna, på at lære ham.(Som besat J ). Vi lærte ordet Chiin-ga (et kys) på børnehjemmet. Andreas kender nu ordet ”Nysser” og laver de samme kysselyde med munden.

Det næste afsnit bliver svært at skrive uden, at jeg fremstår som en selvglad idiot med rejsekuller. Det skal da ikke afholde mig fra(Med nogen stolthed i pennen) at gøre mit bedste: Inden vi mødte Andreas, var vi spændte på, hvordan han ville modtage os. Ville han knytte sig lige meget til os begge? - Eller? Andreas har (af en eller anden grund) fra starten knyttet sig meget til mig. Jeg er bare den bedste J ! (Charlotte er dog i løbet af ugen ved at komme med). Det udarter sig blandt andet i at, når Andreas er træt og ked af det, så er jeg den bedste til at trøste. Han søger mig mest(Jeg søger nu også ham J ) Når det er sagt, var vores forhold(Andreas og mit) ved at få et knæk tidligere i aften, da jeg fodrede ham med stegte ris, der var så stærke at de brændte den lille mand i munden. - Jeg var dog lovligt undskyldt. De stegte ris, vi ellers har fået herude, var harmløse, ja næsten kønsløse i smagen. Den anden ret, vi fik i aftes var så stærk, at den var uspiselig(Vi spiste dog af den for ikke at tabe ansigt. Vi levnede langt mere end halvdelen. Tjenerne kom med en doggy-bag og spurgte om ikke vi ville have resten med hjem????) Retten overdøvede mine smagsløg, så jeg ikke kunne smage, at de stegte ris var ”uegnede for børn”. Men sjovt nok bar den lille guldklump ikke nag. Da han var færdig med at græde og vi havde fået skyllet hans mund med vand, juice og vandmelon, spiste han videre sammen med Mormor. - Behøver jeg at sige, at Mormor ikke fik meget mad denne aften?

Så er det ved at være hjemad

Lige et par noter på falderebet......

Jeg har været ude på Den danske Ambassade og hente Andreas visum. Imens er Charlotte og Mormor ved at pakke de mange kilo i de ekstra indkøbte kufferter.

Anna har i går fundet en ny veninde: Sofie . Hun er med sine forældre ude at hente en lillesøster. De leger lige ind til det sidste.

Specielt jeg synes nu, at det er ved at være træls at være her og jeg vil rigtig gerne hjem. Kineserne Møver sig frem(ligesom i trafikken) De kan ikke engelsk(ingen) på selv ret fine restauranter. Så jeg er ikke så sjov at være sammen med, som jeg normalt er....😠

Vi skal checke ud om en time så computeren skal pakkes ned nu .....

Vi glæder os til at se nogen af jer i lufthavnen i Aalborg i aften kl. 21.00. Specielt Morfar, Farmor og Eivind og Moster glæder vi os til at give en krammer. Det trænger vi til.

Nu varer det nok nogle år inden vi kommer til Kina igen, men kommer? Det gør vi. Så nu er det:

BYE BYE BEIJING - Og tak for denne gang

.

.